I 1865 opfordrede Ellen White til kjolereform blandt sine medadventister.

For deres tids damer var akavede, tunge bøjleskørter dagens orden¹, gulvlange togkjoler² og snærende, ubehagelige korsetter³ Mode.

Kvinderettighedsaktivisters kjolereform

Der dannedes en lille bevægelse imod denne mode fra 1851, som tog udgangspunkt i tyrkisk damemode, hvor lange bukser blev båret under en lidt kortere kjole⁴. Dette tøj var simpelthen mere behageligt, sundere og mere praktisk.

I løbet af årene var disse kjoler (også kaldet bloomers eller amerikansk kostume) blevet kortere og kortere og nåede lige til knæet, hvis overhovedet.⁵

Derfor, på trods af de lange bukser, der fulgte med dem, betragtede den almindelige befolkning dem som enten uanstændige eller til grin. Kun et mindretal af kvinder bar denne stil, inklusive de sundhedsbevidste, men også feminister og spiritualister.⁶

En differentieret tilgang

Ellen White anerkendte den gode sag for kjolereformen. Så hun sluttede sig også til det lille omkvæd, der fordømte den usunde mainstream-mode: den var for tung⁷, for stramt⁸, for langt⁹, for dyrt¹⁰, for prætentiøs¹¹, forbundet med høj risiko for ulykker¹² og - lyt og bliv overrasket: hun manglede lange bukser¹³, som er essentielle for en god perifer blodgennemstrømning – og derfor for den generelle sundhed¹⁴.

Så Ellen White anbefalede kraftigt, at kvinder bærer bukser, og af æstetiske årsager bør de have samme farve og stof som den kjole, der følger med dem¹⁵. Som en standard adventist-mønsterlængde foreslog hun 23 til 26 tommer fra gulvet, hvilket er 10 til 15 tommer kortere end sædvanlig kjolelængde¹⁶.

Samtidig erkendte hun dog også tøjreformens handicap og farer. Tøjreformatorerne havde forvildet sig så langt væk fra mainstream med deres mode, at mange latterliggjorde dem som eksotiske og ekstremister¹⁷ blev foragtet. De klædte sig næsten som mænd. Det var uholdbart for de fleste amerikanske kvinder på det tidspunkt. Ellen White forklarede, at denne tøjstil derfor ikke kunne være en model for succes. Det ville snarere resultere i, at adventister er en mindre god indflydelse i samfundet. Mere afvisning ville møde dem.¹⁸

Hun erkendte også faren for, at en tøjreform, hvis den overtrådte budet fra 5 Mosebog 22,5:XNUMX, kunne tilskynde til kriminalitet¹⁹. Der kaldes det en forbrydelse, når kvinder går i herretøj eller omvendt²⁰.

Og i dag?

At reformkjolen var baseret på tyrkisk kvindemode gør det klart, at herre- og dametøj kan defineres forskelligt i forskellige kulturer eller epoker. Især på Moses' tid. Derfor kan man kun i begrænset omfang overføre parametrene for en anden kultur eller epoke til sin egen situation. En klar ydre skelnen mellem mand og kvinde gennem tøjets overordnede udseende er dog fortsat vigtig.²¹

Tøj gør manden, siger man. Så folk tager det meget personligt. Det almindelige adventistiske mønster sejrede ikke. Man generede sig frem for alt ved bukserne²². Sådan ser det ud til at være tilfældet i Adventistkirken den dag i dag, folk foretrækker at bære knælange eller kortere nederdele med bare ben²³ og derved undlader at anerkende to af deres vigtigste begrundelser for kjolereformen: sundhed og moralsk sikkerhed²⁴.

I hvert fald gik Ellen White i forhold til tidens mode ind for kortere kjoler, som af sundhedsmæssige og moralske årsager burde kombineres med damebukser. Det var det, der var revolutionerende. Bortset fra at hun var en ansvarlig revolutionær.

Hvordan kan deres anbefalinger anvendes i nutidens meget mere farverige samfund? Hvordan kan kvinder klæde sig sundt og smagfuldt, praktisk og attraktivt? Hvordan kan en kvinde klæde sig anstændigt og være kysk, altså optaget af sin egen sikkerhed, men med et klart engagement i sit eget køn? Med alt dette, hvordan kan en kvinde undgå at tiltrække opmærksomhed med sit tøj eller have grinene på sin side?

Med alt dette, hvordan kan en kvinde stadig overveje Paulus' følgende råd?

”Jeg vil have, at kvinder udviser tilbageholdenhed i deres udseende, ved at klæde sig beskedent og ikke gøre opmærksom på sig selv med deres frisure eller med guld, perler eller kostbart tøj. For kvinder, der ønsker at ære Gud, bør være attraktive ved at gøre godt.« (1 Timothy 2,9:XNUMX New Life)

I vores individualistiske samfund skal enhver kvinde finde sit eget svar på alle disse spørgsmål. Kvinden, der føler sig overvældet af disse spørgsmål, kan holde fast i Jakobs lovende, opmuntrende ord:

”Men hvis nogen af ​​jer mangler visdom, så lad ham bede Gud, som giver enhver frit og uden bebrejdelse; så det vil blive givet til ham. Men han beder i tro og tvivl ikke.« (Jakob 1,5.6:XNUMX)

Et andet ord for mændene

I en seksualiseret tidsalder, hvor homoseksualitet også opfordres kraftigt til, og mange sensuelle blikke fra en bred vifte af seksuelle identiteter følger det mandlige køn, burde mænd også tænke mere over deres påklædning igen. Hvor meget kød praler eller blinker nutidens herretøj? Går troende mænd også i erotisk tøj, måske endda uden at være klar over det? Alle andre tøjprincipper gælder alligevel for det mandlige køn.

Det er i hvert fald vigtigt at kigge godt på sig selv. Det er ikke en let tid for os, når det kommer til hele denne sag. Tålmodighed og barmhjertighed med vores medmennesker er absolut nødvendig.

Slutnoter:

¹ ”Bøjleskørterne strakte skørterne ud, så de ikke naturligt krammede figuren og holdt kroppen varm. Benene blev kolde. Tusindvis af uskyldige ofre blev ofre for crinoline-moden.« (Sundhedsreformator, 1. januar 1877)
² "lange kjoler, der praktisk talt blev brugt til at feje fortove og gader." (Vidnesbyrd 1:458, para.2)
³ "Korsetterne, som igen er populære til at forme taljen, er blandt de mest seriøse beklædningsgenstande inden for kvindemode." (Health Reformer, 1. november 1871, para. 19)
⁴ DE Robinson, syvendedags adventist og reformkjolen, www.whiteestate.org/issues/Dressref.html
⁵ Ibid..
⁶ Ibid..
⁷ »De tunge kvinders nederdele presser så meget på hofterne, at de allerede har ført til forskellige sygdomme, som ikke er lette at helbrede, fordi de syge er uvidende om årsagen og overtræder organismens love ved at trække ind i taljen og tunge nederdele (Anmeldelse og Herald, 6. februar 1900)
⁸ Ibid..
⁹ »Den lange kjole er en hæmsko, når man går på overfyldte gader. De lange nederdele sparker op... al mulig snavs. I dette tilfælde har mode knyttet klud til kvinder for at tjene som rengøringsklude." (Health Reformer, 1. april 1872)
¹⁰ "Vi fortalte folket, at vi i reformens kjole så en måde at beskytte os selv mod fristelsen til at gå efter den absurde, usunde og overdådige moderne mode." (Testimony to the Church at Battle Creek, PH123 58,2)
¹¹ "Præsent, overdådigt tøj vækker alt for ofte lyst i ens eget hjerte og lidenskab i hjertet af beskueren." (Vidnesbyrd 4, 645)
¹² 'Med husarbejde, når hun går op og ned af trapperne og hendes hænder er fulde, ville hun have brug for en tredje hånd til at holde den lange nederdel op. Eller kvinden, der vil ind i soveværelset med barnet i armene og ikke har nogen hånd fri: Hun træder på sin lange nederdel og snubler. Den nuværende tøjstil er meget besværlig. Men fordi det er på mode, må man gå igennem det.« (Sundhedsreformator, 1. august 1868)
¹³ “Uanset kjolens længde, bør kvinder klæde deres ben lige så omhyggeligt som mænd – enten i hørbukser, der hæftes forneden med et bindebånd om anklerne, eller baggy bukser, der snævrer ind forneden, men i hvert fald kommer ned til skoen er tilstrækkelig.« (Vidnesbyrd 1, 460, stk. 3)
¹⁴ "Når fødder og ben er varme og behagelige gennem tøjet, tilføres de blod jævnt, og blodet forbliver rent og sundt, fordi det ikke afkøles eller hindres på sin naturlige vej gennem systemet." (Ibid.)
¹⁵ "Sørg for, at dine bukser og kjole er af samme farve og stof, ellers vil du gøre et mærkeligt indtryk." (Vidnesbyrd 1:522, para. 2)
¹⁶ 'Vi anbefaler vores søstre en reformkjole, der er i overensstemmelse med sundhedslovene og er pyntet. Dens længde efterlader 23-26 cm fri til jorden. Hvis den er pænt og smukt skræddersyet, ser den anstændig og fordelagtig ud." (Health Reformer, 1. maj 1872) "Jeg forestiller mig vores kjoler kortere (10-15 cm) end nu, men ikke længere end toppen af ​​skohælen, ja de kunne endda være lidt kortere uden at ofre ordentlighed.« (Manuskriptudgivelser 5, 380, para.2)
¹⁷ "Vi bør undgå den ekstremt korte kjoles onde og dårlige omdømme ... der når omkring knæet og bæres af visse sociale grupper." (Vidnesbyrd 1:464)
¹⁸ "Nogle ... vil måske mene, at det ville være sundere for søstrene at bære det amerikanske kostume, men hvis den påklædningsstil ødelægger vores indflydelse hos de vantro og gør os utilgængelige for dem, så bør vi på ingen måde adoptere det, selv hvis det er derfor, vi gør." havde meget at lide.« (Vidnesbyrd 1, 421, stk. 1) »Spiritister har til en vis grad taget denne særlige tøjstil til sig. Syvendedags adventister, der tror på genoprettelse af åndelige gaver, omtales ofte som spiritualister. Hvis de tager kostumet, er vores indflydelse væk. Folk ville sætte os på samme niveau som spiritisterne og stoppe med at lytte til os... Vi har et fantastisk job i verden. Gud ønsker ikke, at vi skal gå en vej, der vil mindske eller ophæve vores indflydelse i verden." (Vidnesbyrd 1, 431, 422)
¹⁹ »Gud ønskede, at der skulle være et klart skel mellem herre- og dametøj. Han finder dette emne så vigtigt, at han giver udtrykkelige instruktioner om det; for hvis begge køn bar det samme tøj, ville det føre til forvirring og en spredning af kriminalitet.” (Vidnesbyrd 1:460, para. 1)
²⁰ 'En kvinde må ikke bære mandstøj, og en mand må ikke tage kvindetøj på; thi den, der gør dette, er en vederstyggelighed for HERREN din Gud.« (5 Mosebog 22,5:1) »Der er en voksende tendens til, at kvinder så meget som muligt tilpasser sig det modsatte køn i påklædning og udseende, og deres påklædning stemmer meget overens med mænds tøj. Men Gud kalder dette en vederstyggelighed.« (Vidnesbyrd 421, XNUMX)
²¹ »Der er en tøjstil hos de såkaldte kjolereformatorer. De efterligner det modsatte køn så meget som muligt, iført hat, bukser, vest, jakke og støvler, hvor sidstnævnte er den mest fornuftige del af deres jakkesæt. Enhver, der adopterer og udbreder denne tøjstil, tager bestemt den såkaldte tøjreform for langt. Dette fører til forvirring.« (Vidnesbyrd 1, 459)
²² “Mange siger, at de ikke engang har noget imod længden på kjolen, men de kan ikke have bukserne på. Så hvis de blotter deres næsten bare ben, har de ikke noget imod det; men ben, der er godt klædt i varme bukser, krænker deres beskedenhed!« (Sundhedsreformator, 1. maj 1872)
²³ "Vi anbefaler, at kvinders ben ikke blotlægges, men klædes klogt, ordentligt og behageligt." (Health Reformer, 1. maj 1872) "Mode og anstændighed skælver ved synet af piger, hvis ben er behageligt, anstændigt og sundt klædt. Men de glæder sig over alle, hvis tøj er så kort, at deres ben er ubehageligt, uanstændigt og usundt afslørede.” (Health Reformer, 1. september 1868)
²⁴ 'Der er en dame, der går ned ad den mudrede gade, holder sin nederdel dobbelt så højt som vores, når hun er fra jorden, og blotter ikke kun sine fødder, men sine næsten bare ben. Lignende afsløringer opstår jævnligt, når hun går op og ned ad trapperne, når hun bliver hjulpet ind i vognen eller ud af vognen. Disse eksponeringer er ubehagelige, hvis ikke skammelige; en påklædningsstil, hvor sådanne situationer er uundgåelige, kan af os kun betragtes som en dårlig sikring af anstændighed og dyd.” (Health Reformer, 1. maj 1872, para. 19)