Den 26. april 1521 forlod Luther Worms. Ildevarslende skyer skjulte hans vej. Men da han trådte ud af byporten, blev hans hjerte fyldt med glæde og ros. "Satan selv," sagde han, "forsvarede pavens højborg; men Kristus har gjort et vidt brud. Djævelen måtte indrømme, at Messias er mægtigere.«

"Konflikten i Worms," ​​skriver en ven af ​​reformatoren, "flyttede folk nær og fjern. Efterhånden som beretningen om den spredte sig gennem Europa - til Skandinavien, de schweiziske alper, byerne England, Frankrig og Italien - tog mange ivrigt de mægtige våben i Guds ord til sig."

Afgang fra Worms: Loyal med én advarsel

Klokken ti forlod Luther byen med de venner, der havde fulgt ham til Worms. Tyve ridende mænd og en stor folkemængde eskorterede vognen til væggene.

På hjemrejsen fra Worms besluttede han at skrive til kejseren igen, fordi han ikke ønskede at fremstå som en skyldig oprører. "Gud er mit vidne; han kender tankerne, sagde han. ”Jeg er helhjertet villig til at adlyde Deres Majestæt, i ære eller skam, i liv eller død, med ét forbehold: når det går imod Guds levendegørende Ord. I alle livets forretningsanliggender har du min ubrydelige loyalitet; thi her har tab eller vinding intet med frelse at gøre. Men det er imod Guds vilje at underkaste sig mennesker i spørgsmål om evigt liv. Åndelig lydighed er ægte tilbedelse og bør være forbeholdt Skaberen."

Han sendte også et brev med næsten samme indhold til de kejserlige stater, hvori han sammenfattede, hvad der skete i Worms. Dette brev gjorde et dybt indtryk på tyskerne. De så, at Luther var blevet meget uretfærdigt behandlet af kejseren og de højere gejstlige, og de var stærkt oprørte over pavedømmets arrogante prætentioner.

Havde Karl V erkendt den virkelige værdi for sit rige af en mand som Luther – en mand, der ikke kunne købes eller sælges, som ikke ville ofre sine principper for ven eller fjende – ville han have værdsat og æret ham i stedet for at fordømme ham og sky.

Raid som en redningsaktion

Luther rejste hjem og modtog hyldest fra alle samfundslag undervejs. Kirkens dignitærer bød munken velkommen under pavelig forbandelse, og verdslige embedsmænd ærede manden under kejserligt forbud. Han besluttede at afvige fra den direkte rute for at besøge Mora, hans fars fødested. Hans ven Amsdorf og en vognmand fulgte med ham. Resten af ​​gruppen fortsatte til Wittenberg. Efter en fredelig dags hvil med sine slægtninge - hvilken kontrast til uroen og stridighederne i Worms - genoptog han sin rejse.

Da vognen passerede gennem en kløft, mødte de rejsende fem velbevæbnede, maskerede ryttere. To greb Amsdorf og vognmanden, de tre andre Luther. De tvang ham lydløst til at stige af, kastede en ridderkappe over hans skuldre og satte ham på en ekstra hest. Så lod de Amsdorf og vognmanden gå. Alle fem hoppede i sadlerne og forsvandt ind i den mørke skov med fangen.

De gik ad snoede stier, nogle gange fremad, nogle gange baglæns, for at undslippe enhver forfølger. Ved mørkets frembrud tog de en ny rute og rykkede hurtigt og lydløst frem gennem mørke, næsten ubetrådte skove til Thüringens bjerge. Her tronede Wartburg på en top, der kun kunne nås via en stejl og vanskelig opstigning. Luther blev bragt ind i murene af denne fjerntliggende fæstning af sine fangevogtere. De tunge porte lukkede sig bag ham og skjulte ham for syn og viden om omverdenen.

Reformatoren var ikke faldet i fjendens hænder. En vagt havde iagttaget hans bevægelser, og da stormen truede med at bryde over hans forsvarsløse hoved, skyndte et sandt og ædelt hjerte ham til undsætning. Det var klart, at Rom kun ville nøjes med hans død; kun et skjulested kunne redde ham fra løvens kløer.

Efter Luthers afrejse fra Worms havde den pavelige legat fået et edikt mod ham med kejserens underskrift og det kejserlige segl. I dette kejserlige dekret blev Luther fordømt som "Satan selv, forklædt som en mand i en munkevane." Det blev beordret, at hans arbejde skulle standses ved passende foranstaltninger. At give ham husly, give ham mad eller drikke, hjælpe eller støtte ham ved ord eller gerning, offentligt eller privat, var strengt forbudt. Han skulle beslaglægges hvor som helst og overgives til myndighederne – det samme gjaldt hans tilhængere. Ejendom skulle konfiskeres. Hans skrifter burde destrueres. Til sidst skulle enhver, der vovede at overtræde dette dekret, forbydes fra Riget.

Kejseren havde talt, Rigsdagen havde godkendt dekretet. Hele menigheden af ​​Roms tilhængere glædede sig. Nu var reformationens skæbne beseglet! Den overtroiske skare rystede ved kejserens beskrivelse af Luther som Satan inkarneret i en munkedragt.

I denne farestund fandt Gud en udvej for sin tjener. Helligånden bevægede kurfyrsten af ​​Sachsens hjerte og gav ham visdom til planen om at frelse Luther. Frederick havde ladet reformatoren vide, mens han stadig var i Worms, at hans frihed kunne ofres for en tid for hans sikkerhed og for reformationen; men der var ikke givet nogen indikation om hvordan. Kurfyrstens plan blev gennemført i samarbejde med rigtige venner og med så megen takt og dygtighed, at Luther forblev fuldstændig skjult for venner og fjender. Både hans tilfangetagelse og hans gemmested var så mystiske, at selv Frederik i lang tid ikke vidste, hvor han var blevet ført hen. Dette var ikke uden hensigt: så længe kurfyrsten intet vidste om, hvor Luther befandt sig, kunne han ikke afsløre noget. Han havde sørget for, at reformatoren var i sikkerhed, og det var nok for ham.

Retrætetid og dens fordele

Forår, sommer og efterår gik, og vinteren kom. Luther var stadig fanget. Aleander og hans partifæller glædede sig over at have slukket evangeliets lys. I stedet fyldte Luther sin lampe fra sandhedens uudtømmelige lager for at lyse frem med lysere glans til sin tid.

Det var ikke kun for sin egen sikkerhed, at Luther blev taget af det offentlige liv efter Guds forsyn. Snarere sejrede uendelig visdom over alle omstændigheder og begivenheder på grund af dybere planer. Det er ikke Guds vilje, at hans værk bærer præg af én mand. Andre arbejdere ville blive kaldt til frontlinjen i Luthers fravær for at hjælpe med at balancere reformationen.

Derudover er der med enhver reformatorisk bevægelse en fare for, at den vil blive formet mere menneskeligt end guddommeligt. For når man glæder sig over den frihed, der kommer fra sandheden, forherliger man snart dem, som Gud har udpeget til at bryde fejlens og overtroens lænker. De bliver rost, rost og hædret som ledere. Medmindre de er oprigtigt ydmyge, hengivne, uselviske og uforgængelige, begynder de at føle sig mindre afhængige af Gud og begynder at stole på sig selv. De søger snart at manipulere sind og begrænse samvittigheden, og kommer til at se sig selv som næsten den eneste kanal, gennem hvilken Gud kaster lys over sin kirke. Reformarbejdet bliver ofte forsinket af denne fanånd.

I sikkerheden i Wartburg hvilede Luther en stund og var glad for afstanden fra slagets travlhed. Fra borgmurene stirrede han på mørke skove til alle sider, vendte så øjnene mod himlen og udbrød: 'Mærkeligt fangenskab! I fangenskab frivilligt og dog mod min vilje!« »Bed for mig,« skriver han til Spalatin. "Jeg vil ikke have andet end dine bønner. Forstyr mig ikke med, hvad der bliver sagt eller tænkt om mig i verden. Endelig kan jeg hvile.«

Ensomheden og afsondretheden i denne bjergretræte havde en anden og mere værdifuld velsignelse for reformatoren. Så succesen gik ham ikke til hovedet. Langt var al menneskelig støtte, han blev ikke overøst med hverken sympati eller ros, hvilket ofte førte til frygtelige resultater. Selvom Gud burde modtage al ros og ære, retter Satan tanker og følelser mod mennesker, som blot er Guds redskaber. Han sætter hende i centrum og distraherer fra det forsyn, der styrer alle begivenheder.

Her ligger en fare for alle kristne. Hvor meget de end beundrer Guds trofaste tjeneres ædle, selvopofrende gerninger, er det kun Gud, der skal herliggøres. Al visdom, evner og nåde, som mennesket besidder, modtager han fra Gud. Al ros skal gå til ham.

Øget produktivitet

Luther nøjedes ikke længe med freden og afslapningen. Han var vant til et liv med aktivitet og diskussion. Inaktivitet var uudholdelig for ham. I de ensomme dage forestillede han sig Kirkens tilstand. Han følte, at ingen stod på murene og byggede Zion op. Igen tænkte han på sig selv. Han frygtede, at han ville blive anklaget for fejhed, hvis han trak sig tilbage fra arbejdet, og han anklagede sig selv for at være doven og doven. Samtidig udførte han tilsyneladende overmenneskelige ting hver dag. Han skriver: »Jeg læser Bibelen på hebraisk og græsk. Jeg vil gerne skrive en tysk afhandling om aurikulær bekendelse, jeg vil også fortsætte med at oversætte Salmerne og komponere en samling prædikener, så snart jeg har modtaget det, jeg ønsker fra Wittenberg. Min pen stopper aldrig."

Mens hans fjender smigrede sig over, at han var blevet bragt til tavshed, undrede de sig over det håndgribelige bevis på hans fortsatte aktivitet. Et stort antal afhandlinger fra hans pen cirkulerede i hele Tyskland. I næsten et år, beskyttet mod alle modstanderes vrede, formanede og kritiserede han sin tids fremherskende synder.

Han ydede også en meget vigtig tjeneste for sine landsmænd ved at oversætte originalteksten i Det Nye Testamente til tysk. På den måde kunne Guds ord også forstås af almuen. Du kunne nu selv læse alle livets og sandhedens ord. Han havde særlig succes med at vende alle øjne fra paven i Rom til Jesus Kristus, Retfærdighedens Sol.

Fra Tegn på Times11. oktober 1883