I det oprigtige forsøg på at hjælpe eller finde hjælp er mange mennesker faldet på det forkerte spor. Af Colin Standish († 2018)

[Bemærk d. Redaktør: Denne artikel har til formål at øge vores bevidsthed, så vi kan blive bedre præster. At fokus her er på farer, skal naturligvis ikke sløre for, hvor ekstremt vigtigt og gavnligt den mellemmenneskelige sjælesorg er, når den er præget af respekt for de hjælpsøgendes integritet. Vi har brug for flere rådgivere til at møde de modløse, som Jesus gjorde.]

I løbet af de sidste 20 år er rådgivning og livscoaching vokset til en gigantisk multi-million dollar industri. Flere og flere mænd og kvinder påtager sig rollen som livscoach, terapeut eller præst for utallige mennesker, der lider af en lang række psykiske og andre problemer.

Den kristne kirke var hurtig til at reagere, da den bemærkede, at flere og flere mennesker søgte råd hos psykologer og psykiatere og vendte sig væk fra præster, som tidligere traditionelt havde spillet præstens rolle. Snart søgte mange præster videreuddannelse i livscoaching. De havde et naturligt ønske om at udvikle effektive pastorale teknikker.

Livscoaching er ikke en ny kunst. I både Det Gamle og Nye Testamente er der mange hændelser, hvor en person gav råd til en anden. I Jesu år med tjeneste, søgte mænd som Nikodemus og den rige unge mand ham for at få råd om deres eget personlige liv. Det er utvivlsomt godt for mænd og kvinder at rådgive hinanden for at styrke hinanden og vejlede hinanden til retfærdighedens vej. Men sjælesorg kan også være farligt, især når præster gør denne form for tjeneste til fokus for deres arbejde. Det er derfor nyttigt at kende nogle af de farer, der er forbundet med dette arbejde.

OBS: fare for binding!

Den vigtigste opgave for enhver præst kaldet af Gud er at lede dem, der søger råd, ind i fuldstændig afhængighed af Gud – og ikke af mennesker. »Ethvert medlem af samfundet bør erkende, at Gud er den eneste, hos hvem de bør søge klarhed over deres egne opgaver. Det er godt, at søskende rådfører sig med hinanden. Men så snart en person vil fortælle dig præcis, hvad du skal gøre, så svar ham, at du ønsker at blive vejledt af Herren." (Vidnesbyrd 9280; se. vidnesbyrd 9, 263)

Ellen White påpeger faren ved afhængighed af mennesker. "Folk risikerer at acceptere menneskelige råd og derved ignorere Guds råd." (Vidnesbyrd 8146; se. vidnesbyrd 8, 150) Dette er den første fare i sjælesorg. Derfor vil præsten gøre klogt i at sikre, at han ikke utilsigtet får den person, der søger råd, til at stole på ham i stedet for på Gud. For selv den mest gudfrygtige rådgiver kan aldrig tage Guds plads. Der har aldrig været en større tendens end i dag til at se på mennesker i stedet for på Gud. I mange tilfælde kan en sådan afhængighed føre til svækkelse af den vejlederes åndelige og følelsesmæssige stabilitet. Mange mennesker har været så afhængige af præstens råd, at da præsten gik, følte de et tab, en tomhed og frygt, der kun opstod som følge af en usund afhængighed af en bestemt person.

Men præsten kan undgå denne fare, hvis han hele tiden minder dem, der søger råd, om, at han ikke selv kan løse de rejste problemer, men at han gerne vil føre dem til den sande præst og hans skrevne ord. Præstens højeste mål bør derfor være at vende blikket hos dem, der søger råd, væk fra mennesker og mod Gud. Selv det mindste tegn på, at nogen er ved at blive afhængig af præsten, kan rettes hurtigt og kærligt, så den, der søger råd, tydeligt anerkender Gud som sin trygge styrke og tilflugtssted.

Pas på stolthed!

Den anden fare, der truer præsten, er hans egen egoisme. Efterhånden som flere og flere mennesker kommer til dig for at få råd og vejledning i deres liv, kan du begynde at tage dig selv for seriøst. Dette repræsenterer en alvorlig trussel mod præstens åndelige frelse.En sådan egoisme, som opstår fra et uomvendt selv, bringer naturligvis ens egen åndelige udvikling i fare. Hvis du påtager dig en rolle, som Gud ikke har tildelt dig, kan det få katastrofale konsekvenser. »Gud er meget vanæret, når mennesker sætter sig i hans sted. Han alene kan give ufejlbarlige råd." (Vidnesbyrd til ministre, 326)

Selviskhed kan også bidrage til dannelsen af ​​et bånd mellem den, der søger råd, og præsten. Jo mere han roser sin hjælp, jo større er risikoen for, at han vil føle sig smigret – med dårlige konsekvenser.

[Jesus gav os et eksempel på, hvordan uselvisk sjælesorg ser ud, og at inderlig service over for ens medmennesker ikke behøver at gøre en arrogant på nogen måde.]

Distraktion fra missionen

Et andet dilemma, som især prædikanten står over for: Jo mere tid han bruger på dette arbejde, jo mindre tid har han til aktivt missionsarbejde. Frem for alt får prædikanter Jesu direkte befaling: "Gå ud i hele verden... og forkynd evangeliet!"

[…] Det er vigtigt at vende tilbage til kernen af ​​Den Store Kommission. Imidlertid bliver mange prædikanter så optaget af administrative opgaver og pastoral rådgivning, at de er i stand til at afsætte mindre og mindre tid til den direkte forkyndelse af evangeliet og jagten på nye sandhedshorisonter.

Det er vigtigt, at alle kaldet til tjenesten forstår deres mission, som er at fortælle mænd og kvinder om Jesus og hans forestående genkomst. Alt for ofte bliver al prædikantens tid optaget af sjælesorg. Det gør det umuligt for ham at udføre den opgave, som han i første omgang blev ordineret til.

Desværre er en del prædikanter kommet frem til, at sjælesorg er deres primære ansvar. Det er derfor, nogle endda har opgivet deres forkyndererhverv for at arbejde fuldtids som livscoacher.

Pointen her er ikke at dømme, for der kan også være gyldige grunde til en sådan ændring. Men det er ekstremt vigtigt for præsten at undersøge sine egne motiver, der fører til eller har ført til en sådan forandring.

[Hvis enhver troende tjener sine medmennesker på lige fod som en pastoral "præst", kan præster koncentrere sig mere om at forkynde Ordet. Så kan pastoral omsorg forblive ikke-voldelig og respektfuld i enhver henseende.]

OBS, risiko for infektion!

Den fjerde fare for præsten har at gøre med ens egen sjæls behov. Måske overser vi nogle gange det faktum, at ikke kun den, der søger råd, men også præsten er modtagelig for mentale påvirkninger. Med mange sjælesorgsmetoder, der anvendes i dag, beskæftiger rådgiveren sig intensivt med de levende beskrevne. Detaljer umoralen hos den, der søger råd, og hans syndige og løsslupne liv. Men det er skadeligt for præstens åndelige vækst at høre sådan information dag efter dag, som har en åndeligt ætsende virkning. Ens egen evige skæbne kan komme i fare som følge af at fokusere på sådanne ting. Hvor er det nemt at blive mange menneskers skriftefader. Men Gud har aldrig lagt dette ansvar på en præst. Lad os derfor undgå at dvæle ved syndige detaljer! Lad os snarere henvise dem, der søger råd, til den sande kilde til tilgivelse!

[Det kræver meget følsomhed at være en god lytter på den ene side og på den anden side af respekt for privatlivets fred for den person, der søger hjælp, at opmuntre dem til at aflæse detaljer om deres synder på vor himmelske Fader. Kun Helligånden kan hjælpe os til at reagere individuelt korrekt.]

Vend tilbage til det klare ord

Det stærke ønske om menneskelivsråd blandt Guds folk er symptomatisk for troens fattigdom i vor tid. Mænd og kvinder, der er tynget af livets krav, mangler Jesu fred, som alene kan bringe tilfredshed. De ser til folk for at få hjælp og vejledning til deres liv. Bibelen indeholder det bedste middel mod modløshed, fortvivlelse og mangel på tillid. Desværre spiller dette middel en stadig mindre rolle i mange kristnes liv. "Så tro kommer af at høre, og forkyndelse ved Kristi ord." (Rom 10,17:XNUMX)

Prædikanter inviteres til at yde deres største indsats ved at lede menigheder i kontinuerligt studium af Guds ord. Kun på den måde kan grundlaget for kristent liv og udvikling lægges. Hvis der er noget, vi har brug for, er det tillid til Gud. Det er det bedste middel mod åndelig forfald, desillusion og en livsstil med uafhængighed af Jesus.

[...]

Det rigtige svar

Det egentlige svar på sociale, følelsesmæssige og åndelige problemer findes hverken i personen selv eller i et medmenneske, men i Jesus. Meget ofte forsøger livscoacher selv at finde svarene i personen. Mange bruger en modificeret form for Carl Rogers' samtaleterapi. I denne form for terapi bliver terapeuten en slags ekkovæg, der skal hjælpe den nødstedte med at finde en løsning på det problem, der bragte dem til terapeuten. Denne tilgang kommer fra hedensk græsk filosofi, fordi den er baseret på antagelsen om, at der er sandhed i den enkeltes sind, og at mennesker kan finde deres egne svar på deres behov.

Andre bruger det mere dynamiske program for adfærdsændring. Dette afhænger dog meget af præstens værdier. Præsten påtager sig selv at definere, hvilken adfærd der er ønskelig. Han er derfor i fare for at sætte sig i Guds sted over for den person, der søger råd og føre ham væk fra den sande kilde til hjælp, som han så hårdt har brug for.

Prædikantens rolle som præst skal omgående revurderes; dets effektivitet og dets grænser, så Guds værk ikke afviger fra dets sande og grundlæggende formål – nemlig fuldførelsen af ​​den store opgave, forkyndelsen af ​​Ordet til verden og budskabet om, at Jesus snart vender tilbage.

[Hvis vi er opmærksomme på de nævnte farer, kan rådgivning være et af de mest kraftfulde værktøjer til at befri mennesker fra deres lænker, så de kan nyde livet fuldt ud, ikke kun i denne mørke verden, men også i evigheden.]