Mange sabbatsholdere har sandsynligvis aldrig haft nogen kontakt med dette emne. Det er dog en lektion med dramatiske konsekvenser. Det, der forener alle syvendedags adventister af enhver art, sabbatten, bliver her sat spørgsmålstegn ved. Men ikke ved at gøre søndagen til en ordentlig hviledag, som de fleste kristne kirker gør. Heller ikke doktrinen forkyndes om, at der ikke er mere bibelsk hviledag i Det Nye Testamente, at hver dag er den samme, som mormonerne eller vidnerne for eksempel prædiker. Hellere:

Månesabbatten introducerer sig selv

Ny måne. På denne dag er der hvile som på en sabbat. Herefter følger fire uger, som alle slutter med en sabbat. Så følger den hellige nymåne igen, så sabbaterne altid er den 8./15./22. og den 29. i en måned, der begynder med nymåne som dag 1. På grund af astronomiske omstændigheder skal der dog nogle gange indsættes en springdag efter de fire uger, så nymånedagen faktisk falder sammen med nymånen, den sarte halvmåne.

Med denne type kalender falder sabbatten på en anden ugedag i vores kalender hver måned. Det vil helt sikkert virke meget ejendommeligt for de fleste mennesker, kristne og adventister, og alligevel er det for nylig blevet støttet af individuelle adventister og små månesabbatsholdende grupper rundt om i verden. For at illustrere dette er her en grafik:

Denne graf viser, hvordan månesabbatten falder på en anden ugedag i hver månecyklus. Kun relativt sjældent er det på en lørdag. Hvile ville være på alle månesabbatter og nymånedage.

En særlig "Guds kirke"

Få syvendedags adventister ved, at i 1863 blev ikke kun vores kirke grundlagt, men også det, der kaldes Guds kirke, syvende dag. Dette var en koalition af sabbatsholdende adventister, som afviste Ellen Whites skrifter. I dag har denne menighed omkring 300.000 medlemmer.

Clarence Dodd og den hellige navnebevægelse

Et medlem af denne kirke ved navn Clarence Orvil Dodd grundlagde bladet i 1937 Troen (Troen). Dette blad begyndte som intet andet at gå ind for læren om, at det var bydende nødvendigt at tale Guds hellige navn og om muligt i dets rette form.

Dette gav anledning til bevægelsen med det hellige navn, som i kristendommen tydeligst modarbejder det jødiske syn på ikke at udtale Guds navn på grund af dets hellighed, især da den nøjagtige udtale ikke længere kendes. Det tilskynder snarere til dens hyppige, ærbødige og trofaste udtale. Den korrekte udtale af Jesu navn er også vigtig for tilhængerne af denne bevægelse.

De bibelske højtider

Ligeledes gik Dodd fra 1928 og frem for at holde de mosaisk-bibelske festdage i stedet for de hedenske kristne højtider. Især Herbert Armstrong fra Worldwide Church of God tog denne lære op og udbredte den gennem bladet klart og sandt. Imidlertid finder den samme doktrin også sporadisk tilhængere blandt syvendedags adventister.

Jonathan Brown og månesabbatten

Den Hellige Navns bevægelse har udviklet sig på tværs af trosretninger og endda til pinsekredse. En tilhænger af denne bevægelse er Jonathan David Brown, medlem af Jesus Music-bandet Seth, producer af den kristne rockgruppe Petra, hvor den populære sangerinde Twila Paris og andre kristne sangere sang. Jonathan David Brown var den første, der skriftligt spredte læren om månesabbaten, som nu er på vej ind i alle mulige sabbatsholdende kredse.

Er sabbatten baseret på månen?

Månens sabbat retfærdiggøres ofte med 1. Mosebog 1,14:3. Der er solen og månen tildelt en funktion til at bestemme tidspunktet for højtider (hebraisk מועדים mo'adim), dage og år. Da solen er tilstrækkelig til at bestemme dage og år, må månen have været beregnet til at bestemme højtider. Tredje Mosebog 23 ser ud til at tilføje sabbatten til disse månefester. Dette er et vigtigt argument i læren om månesabbatten. Imidlertid adskiller talrige andre tekster eksplicit sabbaterne fra festerne (מועדים mo'adim): 1 Krønikebog 23,31:2; 2,4 Krønikebog 8,13:31,3; 10,34:2,6; 44,24; Nehemias 45,17:2,13; Klagesangene XNUMX:XNUMX; Ezekiel XNUMX:XNUMX; XNUMX; Hoseas XNUMX:XNUMX. Og ingen steder nævnes sabbatten specifikt som en fest (moed mo'ed).

Sabbatten er også en højtid, men en særlig. Det er netop fordi den ikke er baseret på månen og udelukkende tager sin rytme fra den seks dage lange skabelse, at den bliver den mindedag, den er. Sabbatten og med den syvdagesugen er så speciel, fordi de slet ikke har noget astronomisk grundlag. De syv dages inddeling er vilkårlig og er ikke baseret på månens faser. Derved trækker hun opmærksomheden væk fra himmellegemerne som Guds skaberværk og koncentrerer sig helt om Skaberen. Hvis det var anderledes, kunne ugen forklares i rent evolutionære termer.

Man kan faktisk slutte af 1 Mosebog 1,14:XNUMX månens betydning for kalenderen og værdsætte den jødiske lunisolære kalender, som de jødiske højtider er baseret på. Men dette vers siger intet om månesabbatter, som er indsat med nogle springdage mellem de syv dages uger.

Ærer vi Saturn?

Tilhængere af månesabbaten kritiserer vores forståelse af sabbatten ved at påpege, at lørdag er Saturns dag. Så ved at holde sabbatten ville vi tilbede den grusomme gud Saturn, som spiste alle sine sønner undtagen Jupiter. Dette overser det faktum, at den ugentlige sabbat er meget ældre end dens forbindelse med guden Saturn ved navn. Historikere mener, at romerne overtog syvdagesugen fra jøderne og gav ugedagene navne på deres egne guder. Vi ved også, at de gamle romere blandt deres guder sammenlignede Saturn med jødernes gud og derfor dedikerede lørdagen til Saturn. Men det har intet at gøre med den faktiske bestemmelse af den ugentlige sabbat.

På hebraisk er der ingen sammenhæng mellem ugedagene og bestemte guddomme, som vi har på de fleste europæiske sprog. Her kaldes dagene: første dag, anden dag, tredje dag, fjerde dag, femte dag, sjette dag, sabbat. På denne måde er hver dag i ugen allerede tilpasset den kommende sabbat og bekræfter dermed gyldigheden af ​​den ugentlige sabbat.

Hvor er de historiske beviser?

Hverken karaitterne, der følger månen strengere end traditionel jødedom, eller andre jødiske sekter i historien har nogensinde holdt månesabbaten. Selv apostlene fulgte deres tids jødiske festivalkalender. Der er ingen beviser for, at de søgte kalenderreform. Så hvor får man visheden om, at månesabbaten faktisk er den bibelske sabbat?

Den jødiske historiker Flavius ​​​​Josephus (37-100 e.Kr.) rapporterer: "Der er ikke en eneste by blandt grækerne eller barbarerne eller noget andet folk, som vores skik med at hvile på den syvende dag ikke trængte ind i!" (Mark Finley, Den næsten glemte dag, Arkansas: Concerned Group, 1988, s. 60)

Den romerske forfatter Sextus Iulius Frontinus (40-103 e.Kr.) skrev, at de "angreb jøderne på Saturns dag, hvor det er forbudt dem at gøre noget alvorligt." (Samuele Bacchiocchi, Et nyt angreb mod sabbatten - del 312. december 2001) Det vides ikke, at Saturns dag var på linje med nymånen.

Historikeren Cassius Dio (AD 163-229) siger: "Således blev Jerusalem ødelagt på selve Saturns dag, den dag som jøderne den dag i dag ærer mest." (Ibid.)

Tacitus (58-120 e.Kr.) skriver om jøderne: "De siges at have viet den syvende dag til hvile, fordi den dag gjorde en ende på deres problemer. Senere, fordi lediggang virkede fristende for dem, dedikerede de hvert syvende år til dovenskab. Andre hævder, at de gør dette til ære for Saturn.« (Historierne, Bog V, citeret i: Robert Odom, Sabbat og søndag i tidlig kristendom, Washington DC: Review and Herald, 1977, side 301)

Philo af Alexandria (15 f.Kr.-40 e.Kr.) skriver: "Det fjerde bud henviser til den hellige syvende dag... Jøderne holder den syvende dag regelmæssigt med seks dages mellemrum." (Dekalogen, Bog XX citeret i: ibid. s. 526) Denne særlig tidlige kilde kender intet til indsat nymåne eller skuddage.

Får disse citater dig ikke til at tænke, i betragtning af at i dag holder alle jødiske grupper rundt om i verden sabbatten om lørdagen? Jøder skændtes aldrig om Wann sabbatten skal højst holdes wie det skal afholdes, og hvad tid det begynder på fredag.

Jødisk kalenderreform

Den jødiske kalenderreform i 359 e.Kr. opgav ikke en måneugerytme, der nu antages, men derimod den naturlige observation af månen og byg som ledetråde for nymånerne og begyndelsen af ​​året. I stedet blev de nye måner og skudmåneder beregnet astronomisk og matematisk fra da af. Intet ændrede sig dog i den ugentlige cyklus.

Talmuds vidnesbyrd

Talmud skriver meget detaljeret om kalenderen, højtiderne, nymånen, den ugentlige sabbat. Hvorfor er der ingen omtale af månesabbatten nogen steder?

Hvordan kan nymånen være uden for den ugentlige cyklus, når man læser følgende citater fra Talmud?

"Nymånen er anderledes end en højtid... Når en nymåne falder på en sabbat, bestemte Shammais hus, at man skulle fremsige otte velsignelser i sin supplerende bøn. Huset Hillel besluttede: syv.« (Talmud, Eiruvin 40b) Ifølge læren om månesabbatten kunne nymånen dog ikke falde på en sabbat.

"Hvis den sekstende [påske] falder på en sabbat, skal de (dele af påskelammet) brændes på den syttende, for ikke at bryde hverken sabbatten eller festen." (Talmud, Pesachim 83a) Ifølge undervisning af månesabbaten, ville den 16. dag være .men altid dagen efter en månesabbat.

Citaterne gør det klart, at sabbatten ikke var på faste dage i månens cyklus, men bevægede sig uafhængigt gennem året.

Hvad betyder månesabbatens babylonske rødder?

Babylonierne siges at have haft en ugentlig rytme svarende til den, som tilhængerne af månesabbaten fortaler. Det begyndte også med en nymåne og den sidste uge i måneden havde dengang mere end syv dage, som i dagens månesabbatsundervisning. Men siden hvornår kan Babylon have en rollemodel for os?

Babylonierne fejrede en shapatu nævnte månefestival hver 7./14./21./28 af en måned, altså en dag tidligere end de påståede månesabbatter. Nogle videnskabsmænd har mistanke om, at israelitterne overtog sabbatsfejringen fra månekulten i Mesopotamien og adskilte den fra månens cyklus, da de slog sig ned i Kanaan. Ved at gøre det benægter de imidlertid Guds eksistens og forklarer den jødiske religion i evolutionære termer, eller de tror ikke på inspirationen fra Skriften, som har kendt sabbatten siden skabelsen.

Hvordan hænger den otte dage lange uge sammen med det fjerde bud?

Hvordan skal man opføre sig på de skuddage, der nogle gange viser sig i slutningen af ​​en månecyklus? Det ville ikke være hviledage, og det ville heller ikke være arbejdsdage. Men det fjerde bud siger: Du skal arbejde seks dage og hvile på den syvende! Hvorfor instruerer Bibelen ikke dette?

Hvorfor indikerede 2. Mosebog 16 ikke, at mindst en gang om måneden på forberedelsesdagen tre eller fire gange skulle man samle manna, hvis der virkelig var en lang weekend på to eller tre dage?

Hvornår er det helt præcist nymånedag?

Der er flere måder at bestemme nymånen på: astronomisk, med øjet, i Israel eller hvor du bor osv. Hvilken standard skal du bruge? I det praktiske liv kan tilhængerne af månesabbaten således få deres sabbatsfejring adskilt med mindst én dag.

Ellen White og månesabbaten

Hvordan har månesabbatsholderne det med de følgende udtalelser af Ellen White? "Den ugentlige cyklus på syv bogstavelige dage, seks til arbejde og den syvende til hvile, stammer fra den store virkelighed af de første syv dage." (Åndelige gaver 3, 90)

"Så blev jeg taget tilbage til skabelsen og så, at den første uge, hvor Gud fuldførte skabelsesværket på seks dage og hvilede på den syvende dag, var ligesom enhver anden uge. Den store Gud målte i sine skabelses- og hviledage ugens første cyklus, som skulle tjene som forbillede for alle de uger, der fulgte indtil tidens ende.« (Profetiens ånd 1, 85)

Hvorfor lader jeg mig tage på is?

Den historiske oprindelse af månesabbatslæren og de talrige spørgsmål, den rejser viser, at vi ikke har at gøre med en bibelsk doktrin. Månesabbatten hører derfor til i fjendens pose med tricks. De, der holder denne doktrin, bør dog ikke ses af os som fjender, men som mennesker, der har særligt behov for vores bønner og kærlighed. Har vi ikke i os selv opdaget de egenskaber, der får folk til at acceptere disse og andre kætterier? Det kan der være meget ædle motiver for: Ønsket om kun at gøre det, der synes at være sandheden for ens egen samvittighed, selv mod strømmen. Eller: Ilden af ​​en hengivenhed, der vil vise Gud, hvilke ofre den er villig til at bringe. Men også god tro, længslen efter det excentriske og desværre alt for ofte stolthed. Hvor sunde er mine familie- og samfundsforhold? Kan det være, at jeg allerede har en marginal plads i mit sociale struktur, som har åbnet mig for en doktrin, der sandsynligvis vil bringe stor forvirring i mit arbejde, samfund og samfundsliv? Det er ikke for ingenting, at djævelen kaldes diabolos, altså rodemager. Fordi han ønsker at forpurre Guds kirkes mission.

Prøv mig, Herre!

Desværre er godtroenhed særligt udbredt blandt troende: man tror uden egentlig at tjekke. Du stoler på andres forskning, ikke fordi deres argumenter er overbevisende, men fordi de rammer en akkord i os. Adventister er »troende« mennesker, desværre også ofte »troende«. Jo sværere noget er at implementere, jo mere føler du dig motiveret. For jeg skal overvinde mit ego! Måske er martyrdøden en del af selvbilledet? Nogle udenforstående har gjort en dyd ud af nødvendigheden og frivilligt søger tilflugt i det usædvanlige, også i deres tro. Værst af alt, hvis vi mangler ydmyghed, vil vi gå på afveje trods høj intelligens og sandfærdighed.

Den gode nyhed

Den gode nyhed: Gud ved, hvordan han kan redde os fra alt dette, hvis vi oprigtigt længes efter frelse og er villige til at gøre hans vilje mod vores vilje. Han vil give os dømmekraft, viden om hans vilje, balance og ydmyghed i vores trosliv. Han vil også fylde ensomheden med sit nærvær og trøste os. Hvis vi oprigtigt søger hans ansigt, vil han føre os til vores mål – om nødvendigt ad omveje.